Denne månedslønsregel og guide til bilkøb er for dig, der gerne vil have input til, hvordan du kan købe bil på en økonomisk fornuftig måde.
I foråret 2020 gjorde vi to kæmpe investeringer. Den største, Fuglsang 15, og den første, Ford Fiesta fra 2011.
Først får du dog lige baggrundshistorien for, hvorfor vi overhovedet blev nødt til at købe en bil. Hvis du bare vil direkte til vores gode råd til bilkøb, så kan du springe næste sektion over. Men ellers er pointen med baggrundshistorien, at du måske er i stand til at spejle dig i vores behov. Vigtigst af alt, så skal du se “månedslønsreglen”.
Vores bilhistorie
Farvel, Fiesta. Farvel, Corsa. Hej, Fiesta!
Både Line og jeg er fra landet, hvor der er et relativt naturligt behov for et fleksibelt transportmiddel. Især, når ens uddannelses- og jobbehov ikke er til stede i ens lille by. Derfor havde vi allerede hver vores bil, da vi blev 18 år gamle.
Jeg var så snot forkælet et enebarn, at jeg fik min mors brugte Ford Fiesta fra 2008. Line, som det hårdtarbejdende og pligtopfyldende barn, hun var, havde selvfølgelig selv sparet op. Og hun var selv i stand til at erhverve sig sin Opel Corsa fra 2000 til den nette sum af 18.000 kr.
Hjulpet godt på vej af vores forældre, så havde vi hver vores bil i et par år, imens vi stadig boede hver for sig hos vores forældre.
Men det blev tid for os til at rykke teltpløkkerne op og flytte sammen til Jagtvej i Odense for at komme tættere på studie og byliv. Og her ændrede vores bilbehov sig også. På Jagtvej boede vi i cykelafstand af alt, hvad vi skulle bruge i hverdagen, men vi ville stadig gerne beholde en bil til weekendaktiviteter – og måske vigtigst, familiebesøg.
Med andre ord skulle vi altså skille os af med enten Lines Corsa eller min Fiesta.
Corsa (2000) vs Fiesta (2008)
Fordele ved Corsa:
- Billig i drift
- Billig i forsikring (ingen grund til kasko)
- Billig i reparation
- Lavt kilometertal
- Lav salgsværdi
- Benzin
- Marginalt mere “sjæl” end Fiesta
Ulemper ved Corsa:
- 3-dørs
- 8 år ældre end Fiesta
- Ikke trækkrog
- Mindre “sexet” end Fiesta (subjektivt)
Fordele ved Fiesta:
- 5-dørs
- Trækkrog
- Mere “sexet” end Corsa
- Hurtigere
Ulemper ved Fiesta:
- “Højere” salgsværdi
- Diesel (den var ikke så glad for korte ture)
Eftersom vi ikke længere havde noget større behov for en bil – andet end familiebesøg og svinkeærinder – så blev fordelen ved Corsa, dem der vægtede højest. Især, fordi ulemperne ved Fiesta trak ret meget ned. Der var ingen grund til, at have en bil stående med en højere salgsværdi end højest nødvendigt. Og der var slet ikke grund til at have en ældre dieselmotor, når langt de fleste køreture blev små ture, som den ikke havde det så godt af.
Beslutningen blev at sælge Fiesta. Og det blev gjort ret simpelt: Jeg fik den shinet godt op, og så tog jeg ellers ud til alle de brugtvognsforhandlere, som jeg kunne finde. Her fik jeg et bud fra alle de interesserede, hvilket går ret nemt. De spurgte til kilometertal, om der var nogle lamper i instrumentbrættet, der lyste med fejl, og om den ellers kørte fint. Det var alt, der skulle til, og så gav de en pris.
Jeg mindes, at buddene lå i et spænd på 18-25.000 kr. med et par forhandlere, som ikke ønskede at byde.
Efter at have brugt en dags tid på at indhente bud, så var det egentlig bare at vente på den næste dag ind til den forhandler, der havde budt højst åbnede igen. Bemærk for resten lige, hvor meget der er tjent ved at indhente tilbud fra en række forhandlere. 7.000 kr. i forskel er til at tage at føle på.
Da jeg kom ned til bilen dagen efter for at køre den ind til den mest gavmilde forhandler, fik jeg en træls overraskelse. Fiesta var blevet påkørt henover natten og havde fået en ret hidsig bule. Nå, men ind til forhandleren og vise den frem igen. Bulen var selvfølgelig ikke til at overse, og han rettede sit bud til 22.000 kr., hvilket jeg sagde ja til. Og som det gode enebarn, delte jeg summen med min mor. 😉
Ovenstående uheld viser meget godt, hvorfor en “dyrere” bil kan være en ulempe. Det er bare mere træls og dyrere, når der kommer en kosmetisk skade.
Corsa (2000) vs Fiesta (2011)
Vi spoler tiden 6 år frem. Til foråret 2020.
Vores uddannelsestid er færdig, og Line har fået job i Nyborg, mens jeg arbejder i Odense. Mit behov for transport er på dagligdagsniveau begrænset til en cykel, mens Line “skal” bruge en bil.
I de forgange 6 år har der ikke været et eneste problem med Corsaen, og vi havde sammenlagt brugt 5.000 kr. eller derunder på at vedligeholde den. Den dyreste reparation var at købe et brugt sidespejl, da det andet blev sparket af (Jagtvej er et farligt sted at parkere).
Men den var begyndt at ruste så meget, at den ikke ville kunne gå igennem syn uden noget rustarbejde, og desuden ville den være meget lidt behagelig at pendle frem og tilbage til Nyborg i hver dag. Derfor besluttede vi, at det nok var tid for os til at begynde at kigge os om efter en opgradering. Den næste del var, at vi også kunne fremskrive nogle behov:
Vi vidste, at vi var på boligjagt, hvor det er yderste belejligt ift. at kunne gøre indkøb til husrenovering. Den næste del var, at vi skulle kunne rumme en potentiel hund i bilen (Golden Retriever). Og sidst men ikke mindst, ville det også være en fordel, hvis den engang i fremtiden kunne have plads til børn.
Bilvalget endte, efter at have konfereret med en bilekspert (synsmand), på en Ford Fiesta. Personligt var jeg også lun på en Ford Focus og Mazda 3, og vi skævede også en smule på Hyundai i30. Udvalget af Ford Fiestaer indenfor vores “månedslønsregel” var dog bedre. Vi endte med at købe en fra 2011 med aircondition (som var et stort nice to have for Line), trækkrog og lidt lir i form af tonede ruder og alufælge.
Den stod til 48.000 kr., men vi fik den til 45.000 kr., fordi vi fik hele 3.000 kr. for Corsa i bytte. Røveri ved højlys dag for så fin en bil med så meget sjæl. Ak ja. Brugvognsforhandlere forstår sig slet ikke på affektionsværdi...
Vi har nu haft Fiesta (2011) i knap et år, og den har sørme gjort det godt. Først besluttede vi, at vi kun ville have ansvarsforsikring på den, men efter at den havde holdt parkeret første nat på Jagtvej, så blev vi alligevel så bekymrede, at vi opgraderede til en kaskoforsikring. Min plan er helt klart, at vi nedgraderer til kun ansvar igen indenfor en overskuelig fremtid. Især nu, hvor vi har egen indkørsel på en stille vej.
Hvis du har en bilforsikring – eller andre forsikringer for den sags skyld – så husk at tjekke dine priser med jævnligt mellemrum. Brug evt. FindForsikring.dk.
Månedslønsregel til køb af bil
Tommelfingerreglen, som vi bruger til at købe bil, kalder jeg for en “månedslønsregel”. Jeg stødte på en lignende regel i den amerikanske FIRE-bevægelse (Financial Independant, Retire Early), hvor jeg fandt denne artikel: “The 1/10th Rule For Car Buying Everyone Must Follow”. Månedslønsreglen er sådan set bare mit spin på og danskificering af 1/10-reglen fra ovenstående artikel.
Månedslønsreglen til køb af bil hedder: Din månedsløn før skat er dit maksimale budget til køb af bil.
Det betyder, at hvis I er to, men kun har behov for en bil, så kan I bruge lidt mere på den ene bil, hvorimod hvis I skal bruge to biler til at dække jeres behov, så er det måske en “god” bil og en “skrabet” bil.
Hvis du kun skal forholde dig til din egen månedsløn og dit eget transportbehov, så kan det nok ofte være lidt svært at holde sig 100% indenfor denne månedslønsregel. Prøv så godt, som du kan, og hvis det ikke helt lykkedes, så kan du undskylde det med, at verden er indrettet efter parforhold.
I mit og Lines tilfælde, hvor vi har ca. 50.000 i samlet lønindtægt før skat, så passede Fiesta (2011) ret godt ind i denne månedslønsregel, hvor vi kun skal bruge en bil. Og fordi vi lå lidt under vores maksimale budget, så var det også lidt nemmere at berettige vores køb af en trailer.
Selvfølgelig er der mange tilfælde, hvor månedslønsreglen til bilkøb ikke giver mening – fx til et særligt arbejdsbehov. Det er blot min personlige “regel”, som du kan blive inspireret af og bruge, som det passer dig. MEN der er mange gode grunde til at stile efter at bruge så få penge på bil – og transport – som overhovedet muligt. Og det bliver lidt mere konkret med en månedslønsregel. Men du kan selvfølgelig modificere reglen til bedre at passe din tilværelse.
Dit behov for en bil er kogt ned til, at du skal finde ud af hvem og hvad, som du regelmæssigt skal fragte fra A til B. Dit bilbehov er ikke, at det skal skabe dit personlige brand. Og dit bilbehov er heller ikke, at du måske engang drømmer om et roadtrip ud i ingenmandsland.
Biler er en håbløs dyr og dårlig investering, som du med garanti kommer til at miste penge på. Selvfølgelig har du den i mange tilfælde for at tjene penge (tage på arbejde), men i langt de fleste af disse tilfælde, kunne du tjene flere penge på at finde et lavere betalt job dér, hvor du bor og så bytte bilen ud med en cykel.
5 grunde til at følge månedslønsreglen
1/ Mindre stress
Når din bil ikke er for stor en udskrivning ift. din økonomi, så undgår du en masse stress. Du slipper for at stresse over, at bilen bliver beskidt, ridset eller bulet. Du undgår sågar at være mega stresset over, om den skulle bryde sammen, fordi du i worst case scenario hurtigt ville kunne finde råd til en ny. Det er lidt sværere med en bil, der bryder sammen, som man stadig har 150.000 kr. gæld i.
2/ Månedslønsregel giver bedre økonomi
Du sparer usandsynligt mange penge på at holde din bils pris indenfor månedslønsreglen. Hvis din bil er købt og betalt, så har du meget få faste omkostninger på den (så længe ejerafgiften ikke er tårnhøj). Og denne besparelse giver dig en unik mulighed, der kan separere dig fra dine jævnaldrende.
Lad os tage et (for) simpelt eksempel:
Din ven køber en ny lækker bil til 200.000 kr. Han har ikke alle pengene selv, så han tager et billån i banken på 150.000 kr. Fordi bilen er ny, så skal han overholde alle service for at bevare fabriksgarantien, og service skal laves hos autoriseret værksted. Det betyder, at han skal betale 3.000 kr. hver måned i faste udgifter til bilen.
Du køber en brugt Ford Fiesta til 50.000 kr. Du vil gerne gå med livrem og seler til dine biludgifter. Derfor sætter du 1.000 kr. af hver måned, som dækker ejerafgift, forsikring og vedligehold. Det betyder, at du har 2.000 kr. mere om måneden end din ven. De 2.000 kr. sætter du hver måned ind på din aktiekonto, hvor du igennem dine indeksfonde formår at få et årligt afkast på 5%. De 1.000 kr. til bilen bruger du hver måned, fordi du gerne vil have, at den har det så godt som muligt og altid får den serviceret på værksted.
5 år senere
Din ven synes, at det efterhånden er tid til at få en ny bil, da den nuværende ikke længere er så fed.
Han sælger derfor sin bil og får indfriet det resterende af sit lån. Han ender med at stå med 50.000 kr. i hånden. De 50.000 kr. Bruger han på at købe en ny bil til 200.000 kr., hvor han igen låner 150.000 kr. – og opskriften fra den første bil fortsætter.
Du har stadig din Ford Fiesta, som stadig fragter dig pålideligt fra A til B. Du fortsætter med at bruge 1.000 kr. Om måneden på faste udgifter til den, og du sætter stadig 2.000 kr. over på din aktiekonto hver måned.
Men fordi du hører fra din ven, at han lige har købt sig en ny lækker bil, så bliver du alligevel lidt misundelige, så du beslutter dig for at tjekke din aktiekonto og ser nu, at din konto på 5 år er vokset fra 0 kr. til…
132.615,15 kr.
Det er du godt tilfreds med, og du fortsætter derfor med dit nuværende setup.
5 år senere
Din ven synes, at det efterhånden er tid til at få en ny bil, og han gør nøjagtigt ligesom sidst.
Han får en ny bil med en ny gæld på 150.000 kr.
Din Fiesta er nået til vejens ende. Den kan ikke klare næste syn, og det er tid til at skifte den ud.
Du tjekker din aktiekonto, som du nu har sat penge ind på hver måned i de sidste 10 år, og du ser, at din formue skabt af dit fornuftige bilvalg gennem din månedslønsregel nu er vokset til…
301.869,42 kr.
Din løn ligger på samme niveau som for 10 år siden og dine behov uændret. Du beslutter derfor, at du vil have en god Fiesta igen til 50.000 kr., og derudover fortsætte samme stil.
Din ven har efter 10 år en ny bil til 200.000 kr., som han har 150.000 kr. gæld i.
Du har en bil, der er langtfra ligeså lækker, til 50.000 kr., og så har du derudover en opsparing på 250.000 kr. Hurra for månedslønsregel og renters rente!
3/ Forbrugsspiralen
Tingene skal jo hænge sammen. Hvis du køber en splinterny bil, så kan du jo ikke rende rundt i udtrådte sko. Og nu, hvor du er kommet i gang, så kunne det også være lækkert med nogle flotte alufælge til vinterdækkene og så videre.
Forbrug har det med at avle forbrug. Stop tidligt i forbrugskæden, så du undgår at blive fanget i forbrugsspiralen.
4/ Vedligeholdelsespris
Det er en legitim bekymring, at du kan ende med at bruge mange penge på at vedligeholde din bil, der er købt indenfor månedslønsreglen. Men der er flere pointer her. Hvis der ikke ender med at være meget vedligehold, så er det ren gevinst. Det er altså en kalkuleret risk/reward-situation. Desuden så vil du ofte også bruge mange penge på at vedligeholde din nye bil, da den skal services på autoriseret værksted for at bibeholde garantien. På din brugte bil, hvor garantien med en hvis sandsynlighed er udløbet, så kan du bedre tillade dig at servicere den selv og dermed spare vedligeholdelsespenge. Og sidst men ikke mindst, så har du flere penge til at vedligeholde den, da du har færre faste udgifter til den. Desto finere bil desto større lyst har man nok også til at holde den pæn, og det koster altså også. Vaskehal er dyrt, og den helt store tur med professionel bilrengøring løber rigtig hurtigt op.
5/ Den, der ler sidst, ler bedst
Hvis dit mål er at køre i fine biler og beholde en “stabil” (læs: statisk) økonomi, så er der intet til hindring for at gøre ligesom vennen i ovenstående eksempel. Hvis du har et mål om at køre i en rigtig fed bil, eller måske har et andet økonomisk mål – fx økonomisk uafhængighed – så skal du følge månedslønsreglen, hvor du hvis du havde fulgt ovenstående eksempel ville have knap 800.000 kr. på din aktieopsparing efter 20 år. Det får man en ret lækker bil for.
Hvis du har taget dig selv i at føle dig bedre stillet, hvis du kørte i en fin bil og holdte ved siden af en skrabet bil i et lyskryds, så kan det være, at du næste gang skal overveje, hvem der ender med at le højest. Mens den fede bil er lig med en månedlig afbetaling på billånet, så er den skrabede bil lig med en forøgelse af aktiekontoen hver måned.
5 “fyfy”-fælder, hvis du vil købe bil baseret på månedslønsregel
- Undgå lån/finansiering (herunder leasing, etc.)
- Undgå fordyrende ekstraudstyr, som du kunne have undværet
- Undgå biler, der ikke kører langt på literen
- Undgå biler, der er dyre at forsikre og dyre i afgift
- Undgå biler, som har mange kendte problemer (lav Google-søgning på den bil, du har kig på)
Behov og budget, når du skal købe din bil indenfor månedslønsreglen
Noget af det bedste du kan gøre, når du skal købe din bil er, at du kan overskue dit bilbehov for de næste 5-10 år. Det er dyrt hver eneste gang, du skal købe eller sælge bil. Du får sjældent den “fulde” salgspris ved salg. Og ved køb, så vil bilen i langt de fleste tilfælde være mindre værd i det sekund, du kører udover kantstenen.
Når du endelig skal købe bil, så sigt efter at have sparet nok sammen til, at du kan købe bilen kontant. Hvis du skal bruge ekstra finansiering til den, så tager du bare en “dårlig” investering og gør den endnu dårligere. Har du ikke sparet helt nok op, så tag eventuelt offentlig transport til du har sparet nok op, hvis du ikke kan nøjes med cyklen.
Er det en akut situation, og har du ikke pengene til en ny bil, så tag i forskellige banker og indhent lånetilbud. Undgå at betale overpris for lånet også. Har du realkreditlån, så kan det i flere tilfælde betale sig at forhøje sit realkreditlån, hvis du har plads til det i friværdien, så det kan give dig til købet af din bil. Snak med din bankrådgiver og modtag konkrete tilbud på begge slags lån.
Hvad hvis jeg ikke kan finde en bil indenfor min månedslønsregel?
Først og fremmest skal du måske overveje, om du har brug for en bil. Kan du løse dit transportbehov med en cykel, en scooter eller offentlig transport? Hvis du SKAL bruge en bil, så er dit eneste alternativ at købe en bil over dit månedslønsregelbudget. Valget er dit, men problemet er, at du nu ved, at det er dyrt at have en dyrere bil.
Hvad nu hvis jeg bare gerne vil have en fed bil?
Så brug det som motivation for at tjene flere penge, så du kan få din fede bil indenfor din månedslønsregel. Eller køb din fede bil og lev med det faktum, at din for dyre bil vil holde dig i en uendelig økonomisk middelmådighed.
Valget er dit. Månedslønsreglen er mere et inspirerende forslag, end det er en regel.
Afsluttende råd til månedslønsreglen og biler
Lav “små” service på bilen selv. Det er hverken svært selv at skifte olie, oliefiltre, bremser, dæk og andet. Det sparer dig tonsvis penge, hvis du laver disse småting på din bil selv. Du kan altid finde guides på YouTube og i mange tilfælde kan du købe bildele nemt og billigt på nettet ved blot at taste din nummerplade ind.
Og det absolut bedste råd: Brug din bil så lidt som muligt. I virkeligheden koster din bil noget pr. kilometer kørt og ikke nødvendigvis pr. måned.
Lad mig høre, hvad du synes om min månedslønsregel til bilkøb. Input til at gøre reglen bedre modtages med stor interesse!
P.S.: Det er også med lidt tungt hjerte, at vi følger vores månedslønsregel. Jeg elsker fede biler, og jeg har gennem hele tilværelsen drømt om, hvordan jeg skulle cruise rundt i en gammel og renoveret Land Rover Defender. Og i dag kunne jeg da også sagtens se mig og Line køre på eventyr med Herman i en Volvo V90 Cross Country.
Men i disse tilfælde af længsel mod federe køretøjer, så minder jeg mig selv om, at det ikke er mit mål for tilværelsen at køre i en fed bil. Målet ligger ud over det. Og så tænker jeg i stedet på, at Line og jeg har haft nogle af vores bedste stunder i vores skraldede Opel Corsa. Fx griner jeg tit for mig selv ved tanken om, at jeg blot gaffatapede vores sidespejl fast, efter det var sparket af. Eller dengang at udstødningen faldt af, så den larmede mere end en Harley Davidson. Lige det med udstødningen var Line ret pinlig over, men jeg kunne simpelthen ikke dy mig for at lege lidt med gassen, hver gang vi holdte stille i et lyskryds.
Nyd din fornuftige bil. Giv den sjæl. Og glæd dig ved tanken om, at det er en af de bedste besparelser, du kan gøre dig for at opnå større rigdom.
Super fint indslag. Jeg følger allerede “månedslønsregelen” nogenlunde. Jeg får lavet et budgeteftersyn hvert år for 1500kr. Det er primært for at have et stempel i servicebogen.
Har i lyst til at dele jeres bil research? Altså om i har fundet nogle biler der har et godt ry for at holde længe.
Mvh.
Hej Thorkil,
Tusind tak!
Vi endte faktisk på en halvgammel VW Golf Variant (stationcar-modellen), som vi har været rigtig glade for.